ULVESPOR MOD ELVERHEIM

Hun gik gennem skoven som så ofte før, for at samle rødder nu, hvor efteråret gik på hel og inden frosten tog kraften fra rødderne.
Med et opdagede hun spor i skovbunden – det var fra store poter, som tydeligt viste deres klør i den mudrede jord.
Det gøs i hende.
Var der kommet en ulv i hendes skov?
Hun standsede op. Hun så sig omkring. Skoven var rolig, som den plejer.
Hun hørte skud fra nogle jægere i det fjerne, som skød efter duer.
Alt var roligt. Solen skinnede kampvilligt gennem de efterårs gråblå skyer og glimtede i de gule og brune blade på træerne, som blafrede let i vinden.
Et træs blade begyndte at rasle i trætoppen, som blev det rystet af magiske hænder.
Det bragte uroen tilbage i hende.
Atter så hun på sporene i jordbunden og så, at det store dyr havde løbet i samme retning, som hun nu gik.
Måske ville hun indhente den om ikke så længe – så kunne hun se, hvad det var for et dyr – en hund eller en ulv.
Måske gemte den sig længere fremme og vende på, at hun ville nå frem til, hvor den lå på lur?
Hun gik tøvende fremad.
Hjertet bankede i hendes bryst.
Så kom hun i tanke om muligheden for at skjule sig i hendes fortællerkåbe, som kan gøre hende usynlig, når hun tager hætten over hovedet.
Hun tog straks hætten op over hovedet og gemte kurven inde under kappen og gik videre.
Skoven ændrede karakter.
Det var mærkeligt, at hun ikke havde bemærket det før.
Hun havde gået her så mange gange på netop disse stier, men i dag var noget forandret. Der var kommet en ny virkelighed til skoven. En anden verden.
Hvornår og hvordan hun var gået gennem en portal, vidste hun ikke.
Hun huskede svagt at have lagt mærke til en alfeportal lidt tidligere på hendes vandring. Men hun havde ikke tillagt den nogen opmærksomhed, da hun ikke var alf.
Hun så sig omkring og bemærkede, at hun vitterlig var blevet forvandlet – ikke til en lille af, men til en forlænget krop, som en elver.
”Du godeste”, tænkte hun.
”Den var værre. Det var ikke lige til at blive til et menneske igen, hvis man først var blevet til en elver”.
Hun så ned af sit tøj og så, at det havde forvandlet sig til det fineste tynde elvertøj af spindelvæv og blomstertråde.
Og hun svævede hen over skovstien.
Lidt længere fremme stod den kæmpe ulv med åben mund og viste sine tænder, som var skarpe og spidse.
Den stod og åndede ind og ud, som om den prøvede at få færden af det, som den fornemmede kom imod den henne på stien.
Det var som om, at den hverken kunne se eller dufte hende – kun sanse hende.
Hun blev stående og ulven blev stående.
Efter et stykke tid faldt ulven til ro og lagde pelsen ned på ryggen, som havde været rejst en smule tidligere.
Den gik rundt om sig selv, som om den ikke rigtigt vidste, hvad den ville og lagde sig ned for at vente.
Hun blev stående.
Det var som om, der var en magtkamp mellem de to ulven og elverkvinden, og en ubeslutsomhed ramte hende:
Skulle hun gå tilbage eller skulle hun forsøge at liste forbi ulven, mens den sov?
Men hvordan kunne hun vide, om den sov eller bare lod som om?
Blæsten blæste til bladene, som raslede i trætoppene. Ulven så op og kikkede sig omkring.
”Hvor er du henne, elverkvinde?”, spurgte den, og det gav et gip i hende.
”Jeg er her”, sagde hun, inden hun kunne nå at blive bange.
”Jeg har ventet dig”, sagde ulven og rejste sig.
Den bøjede sig lidt ned, som for at vise underdanighed, så den ikke så så skræmmende ud.
”Jeg er kommet for at føre dig hen til det hemmelige land bag skoven, hvor de andre elvere bor. De har ventet dig og de har bedt mig hente dig og føre dig til dem.
Jeg er kongens og dronnings kraftdyr, og det vil være mig et privilegium at føre dig til dem”.
Hun kikkede lidt frygtsom på ulven og sagde, så modig, som hun kunne samle sig sammen til:
”Hvad vil de mig og hvordan skete det, at jeg mødte dig her på alfarvej?”
Ulven sagde beroligende, at den ikke var farlig og at den havde bragt en gave med til hende fra kongen og dronningen, så hun vidste, når hun så den, at alt var godt.
Ulven rakte hende en smuk forgyldt ring hvori der var indgraveret med elverskrift:
”Du vandred’ på jorden i tusinde år.
Du vented’ at drikke de dødeliges tår.
Men livet er levende i dine årer.
I hjertet er gemt en elverrings kår”
Hun trak sig gispende tilbage.
”Hvor vidste de det fra? Hvor vidste elverkongen og elverdronningen dette fra? Hvordan kunne de vide, at der dybt i hendes hjerte er en længsel efter at vandre de hemmelige stier og vende tilbage med de dejligste eventyr om forglemte kongeriger?”
Hun satte sig resolut på ulvens ryg, kastede kappen over sine skuldre og blottede sit hoved, så ulven kunne se, hvem hun var.
”Min prinsesse”, sagde den. ”Lad os komme afsted, så vi er fremme før aftenen falder på. I aften er det Samhain og vinterens første kulde vil blæse over verden.
Sneen vil dække mine spor og du vil være med mig på vej til dine fædrene og mødrene kongsgård. Her venter din fortællerfremtid dig”.
”Hov. Et øjeblik”, sagde elverprinsessen og rakte sin ene arm ned mod jorden, hvor hendes kraftdyr, katten, stod på bagpoter for at komme med.
”Så er jeg klar”, sagde hun og ulven løb ud i aftenskumringen på vej mod elverrigets land.

Fortsættes…..