Vintersolhverv

Vi synger en sang på den mørkeste nat.
Den korteste dag i året.
Vor længsel er fængsel en nymånenat.
Vor livsgnist er kørt at sporet.
Vi trænges derinde i hjertedal.
Vor sindsro er på hospital.

Vi tramper på vejen. Vi stamper i sne.
Vor støvle er våd i kanten.
Vi rusker Vorherre som ingen kan se.
Vi kæmper med hånd i vanten.
Vi trænges derinde i hjertedal.
Vor kampånd er horisontal.

Hvor er det i mørket, det håb der bebor
de modigste folk i verden?
De mennesker, som har en lysgnist ombord
på færger og skib og panden?
Med mørket, der klæber i hjertedal
erkender vi at den er gal!

Vi længes mod sommer. Vi længes mod sol.
Vi længes mod lyse tider.
Vi ryster på tanken og tænker på jul
og nytår med vendte sider.
Så trængte derinde i hjertedal
at modløshed rammer total.

Vort liv er i stampe. Vi venter at se
at håbet må lande i bakken
med indkomne forslag. En ny komité
som drøfter en mulig forandring.
Så gryr det i hjertet ved verdens kyst
Vi mumler: nu blive det lyst!

For: Nu er det morgen og natten var lang
Selv dem, der var båret på skyr
de synger så stille en natmørkesang
om mørket så mørkt før det gryr
om mørket så mørkt ind i hjertedal
om lyset i himmerigssal.

Nu stråler en engel. Nu stemmer de i.
Nu vender de hele balladen.
De synger os ud af vor melankoli
De engle der var bag facaden.
De synger om jul ind i hjertedal
fra stjernen på fjerde sal.