Vintersjæl

Vintersjæl!
Du tramper tungt
med tunge vinterstøvler på min bange sjæl,
som skælver i dit mørke og den lange kvæld
du vintersjæl,
som trækker lange skygger over verdens sjæl.

Vintersjæl!
Nu ånder du
så alt blir koldt og snekrystaller samler sig.
De danser mod en rude og de sætter sig.
Du vintersjæl;
du pynter med din kulde for at fryde dig.

Kuldeleg.
Nu hvirvler du.
Du danser med din kolde krop på alfarvej.
Du danser over åen, over sø og mig
Du kulde-dig!
Du er så kold, selv verdenssjælen krymper sig.

Hjertefrø.
En sommers frø,
som verdenssjælen lagde ude under bøg.
Nu ligger de i jordens dyb og ber om tø,
de hjertefrø,
som venter, mens de skælver bange for at dø.

Sommerfrø
var også jeg.
Jeg faldt til jord, da vinterkulden nærmed sig.
Jeg lå blandt andre frø, da mørket spredte sig.
Et sommerfrø!
Jeg var så lille bitte, da jeg gemte mig.

Vintersjæl!
så dryssed du
den sidste lange kulde på min smertens-hæl.
Du gik med tunge støvler på mit forårs-klæg.
Du vintersjæl.
Du fængsled mig til jorden med din kolde hæl.

Vintersjæl!
Nu håber jeg,
du skælver i dit indre og du trækker dig
fra rod og jord og hulen, hvor jeg lagde mig,
din smertens-hæl
er solens første stråler, som der rammer dig.

Vintervej.
Du vintersjæl!
Nu mørkner du med kulde på din alfarvej!
Nu skræver du af rugemark og vender dig.
Du går din vej,
mod andre lyse steder, som skal rumme dig.